Orientering om, at Rigsrevisionen indhenter personoplysninger til en opgave med revision

Undersøgelse af forvaltningen af refusion for ophold på herberger

I henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra b, orienteres der hermed om, at Rigsrevisionen har indhentet personoplysninger som led i en undersøgelse af forvaltningen af refusion for ophold på herberger. 

I forbindelse med revisionen har Rigsrevisionen anmodet de 27 kommuner, vi har revisionsadgang til, om sagsakter fra de 75 kommunale og selvejende herberger med kommunal driftsoverenskomst, der udgør undersøgelsens population. I den forbindelse vil vi indhente personoplysninger, herunder medarbejderlister, der indeholder navn, stillingsbetegnelse, lønoplysninger og ansættelsessted. Formålet med Rigsrevisionens revision er at undersøge forvaltningen af refusion for ophold på herberger, og oplysningerne skal bruges til at undersøge, om kommunerne har sikret, at grundlaget for statsrefusion af udgifterne til ophold på herberger er korrekt.

Revisionen omhandler ikke den enkelte medarbejder, og Rigsrevisionen får ikke adgang til flere personoplysninger om den enkelte medarbejder, end vedkommende selv kan få adgang til. Rigsrevisionens resultater rapporteres i en beretning til Statsrevisorerne. Beretningen vil ikke indeholde personhenførbare oplysninger. 

Retsgrundlaget for Rigsrevisionens behandling er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, sammenholdt med rigsrevisorlovens § 4 og § 12. 

Rigsrevisionen anvender bl.a. kryptering (sikker mailpost) og adgangsstyring til sagerne. Rigsrevisionen sletter personoplysningerne, når undersøgelsen er afsluttet, forventeligt i september 2024.

Den registrerede (den, hvis personoplysninger, vi behandler) har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder. Læs mere herom i vores privatlivspolitik under punktet ”Dine rettigheder som registreret”. 

Hvis der i øvrigt er spørgsmål til Rigsrevisionens behandling af personoplysninger, kan man kontakte Rigsrevisionens databeskyttelsesrådgiver (DPO): 

Britt Scherfig
E: bsc@rigsrevisionen.dk
T: 33 92 84 26

Som registreret kan man klage til Datatilsynet. Se kontaktoplysninger på Datatilsynets hjemmeside

Læs mere her om Rigsrevisionens behandling af personoplysninger.

Kontakt

Niels Gyldenvang Steffensen
Kontorchef