Den 9. august 2016 behandlede Statsrevisorerne
Beretning nr. 21/2015 om indsatsen over for anbragte børn
Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:
"Ca. 1 % af alle danske børn er anbragt uden for hjemmet enten i plejefamilier eller på institution. Social- og Indenrigsministeriet har ansvaret for rammerne for kommunernes indsats i forhold til anbringelse af børn, mens kommunerne yder den konkrete indsats. I 2014 anvendte kommunerne ca. 9,3 mia. kr. på ca. 11.000 anbragte børn. Heraf finansierede staten ca. 600 mio. kr.
Folketinget gennemførte Anbringelsesreformen i 2006 for at forbedre indsatsen over for anbragte børn, idet der havde været en række eksempler på kommuner, der reagerede for sent eller utilstrækkeligt over for udsatte børn. Reformen havde til formål at sikre, at anbragte børn fik samme muligheder som andre børn for at få en uddannelse, et arbejde og et familieliv. Reformen skulle styrke kommunernes sagsbehandling og effekten af indsatsen ved bl.a. at stille krav om, at barnet skal inddrages, at indsatsen skal tilpasses det enkelte barn, og at der skal følges mere systematisk op på indsatsen. Folketinget har siden gennemført yderligere 3 reformer og vedtaget en række justeringer af loven, bl.a. med henblik på at styrke kommunernes sagsbehandling.
Statsrevisorerne finder det kritisabelt, at Social- og Indenrigsministeriet efter 10 års indsats ikke kan dokumentere, at kommunernes sagsbehandling i forhold til anbringelse af børn er blevet bedre, eller at indsatsen har haft den tilsigtede effekt.
Statsrevisorerne finder, at Social- og Indenrigsministeriet ikke i tilstrækkelig grad har understøttet, at kommunerne indfrier Anbringelsesreformens formål.
Statsrevisorerne kritiserer, at kommunernes sagsbehandling i mange anbringelsessager ikke overholder lovens krav om børnesamtaler, handleplaner og børnefaglige undersøgelser.
Statsrevisorerne bemærker i den forbindelse:
- At Social- og Indenrigsministeriet kun har stillet få redskaber til rådighed for kommuner og sociale tilbud, der kan hjælpe med at måle og dokumentere effekten af indsatsen over for anbragte børn. Dermed er der risiko for, at kvantitet og økonomi – og ikke kvalitet og effekt – bliver bestemmende for, hvordan kommunerne anbringer udsatte børn."