| Titel på beretning og ministerområde | Dato | Uddrag af konklusioner fra beretningen |
|
Specialpædagogisk støtte til elever og studerende med funktionsnedsættelser Uddannelses- og Forskningsministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet |
Oktober 2025 |
Uddannelses- og Forskningsministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet har ikke i tilstrækkelig grad sikret, at elever og studerende kan få specialpædagogisk støtte på det tidspunkt, hvor de har brug for den. Det finder Rigsrevisionen ikke tilfredsstillende. De frister, som ministerierne har fastsat for de forskellige trin i tildelingsprocessen for specialpædagogisk støtte, er samlet set længere end den tid, der er til rådighed, fra de studerende har fået besked om optag, til de skal starte på studiet. Et stort antal elever og studerende får først kontakt til uddannelsesinstitutionen og søger om støtte, når de møder op på uddannelsen ved studiestart. Det betyder, at deres ansøgning ikke kan nå at blive behandlet, så støtten kan igangsættes, når de har brug for den. |
|
Uddannelsessteders lovpligtige vurdering af undervisningsmiljø Justitsministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet, Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Kulturministeriet og By-, Land- og Kirkeministeriet |
Maj 2025 |
Undersøgelsen viser, at 21 % af uddannelsesstederne ikke har en undervisningsmiljøvurdering, og at yderligere 55 % har en mangelfuld vurdering, som kun lever op til dele af undervisningsmiljølovens krav til vurderingerne. Samlet set lever 76 % af uddannelsesstederne således ikke op til lovens krav. Det finder Rigsrevisionen utilfredsstillende. Der er uddannelsessteder inden for alle de undersøgte ministerområder, som ikke har en undervisningsmiljøvurdering. Rigsrevisionen anbefaler, at ministerierne afklarer, om nedlæggelsen af den hidtidige tilsynsmyndighed kalder på særlige initiativer. |
|
Alle ministerier |
December 2024 |
I 2023 betalte ministerierne 89 % af deres fakturaer til tiden, mens 11 % blev betalt for sent. Der er betydelig variation på tværs af ministerierne. Nogle ministerier betaler stort set alle fakturaer til tiden, mens andre betaler 15 % eller flere for sent. Rigsrevisionen finder det utilfredsstillende, at nogle ministerier betaler en relativt høj andel af fakturaerne for sent. Konsekvensen er, at der er private leverandører, som ikke har fået deres penge til tiden, hvilket kan have påført leverandørerne et tab og kan have reduceret deres betalingsevne. De 3 ministerier, der i 2023 betalte den største andel af deres fakturaer for sent, var Forsvarsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet. Forsvarsministeriet betalte 58.666 af deres fakturaer for sent, svarende til 24 % af deres fakturaer og et beløb på 3,5 mia. kr. Indenrigs- og Sundhedsministeriet betalte 6.803 fakturaer for sent, svarende til 17 % af deres fakturaer og et beløb på 355 mio. kr. Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet betalte 1.017 fakturaer for sent, svarende til 15 % af deres fakturaer og et beløb på 278 mio. kr. |
|
Uddannelses- og Forskningsministeriets styring af et nyt studieadministrativt it-system Uddannelses- og Forskningsministeriet |
November 2024 |
Uddannelses- og Forskningsministeriets styring af og tilsyn med det projekt, der skal udvikle et nyt studieadministrativt it-system på universiteterne, har været meget utilfredsstillende, og konsekvensen er bl.a., at projektet er blevet forsinket og fordyret med ca. 100 mio. kr. Ministeriet var i september 2021 bekendt med, at projektet havde overskredet budgetvejledningens forelæggelsesgrænse, men oplyste ikke Folketingets Finansudvalg herom, da ministeriet forelagde Akt 127 i december 2021. Ministeriet har ført et meget begrænset tilsyn med projektet. Tilsynet omfattede alene, at ministeriet godkendte universiteternes halvårlige statusrapporteringer til Statens It-råd. Statusrapporteringerne handler om projektets status på et meget overordnet niveau. |
|
Digital tilgængelighed i staten og regionerne Alle ministerier |
April 2024 |
Ministerierne og regionerne har ikke fuldt ud sikret, at deres websteder er tilgængelige for borgere med handicap eller funktionsnedsættelse. Derudover har Digitaliseringsstyrelsens tilsyn med efterlevelsen af webtilgængelighedsloven ikke været helt tilfredsstillende. 12 ud af 21 ministerier og 3 ud af 5 regioner havde ved Rigsrevisionens gennemgang ikke afgivet tilgængelighedserklæringer. I 46 % af de tilfælde, hvor der var afgivet tilgængelighedserklæringer, var de ikke udfyldt korrekt. 61 % af forsiderne på ministeriernes og regionernes websteder overholdt ikke ét eller flere af de undersøgte krav til webtilgængelighed ved Rigsrevisionens gennemgang. Grundlaget for Digitaliseringsstyrelsens tilsyn er mangelfuldt, idet mindst 18 % af ministeriernes og regionernes websteder ikke indgår i den population af websteder, hvorfra styrelsen udtager websteder til tilsyn. |
|
Ministeriernes administration af betalingskort i perioden 2015-2022 Alle ministerier |
April 2023 |
Der har i gennemsnit været ca. 20.000 betalingskort blandt ansatte i ministerierne årligt. Rigsrevisionen vurderer, at ministerierne generelt har administreret betalingskort for ministre og ansatte i overensstemmelse med reglerne i perioden 2015-2022. |
|
Statens brug af interne kompetencer og eksterne konsulenter Alle ministerier med undtagelse af Kirkeministeriet og Statsministeriet |
Februar 2023 |
Størstedelen af ministerierne har taget stilling til, om der er typer af opgaver, som i højere grad end tidligere skal løses af ministeriets egne medarbejdere. Herudover kan 16 af de 18 ministerier dokumentere, at de har taget stilling til, om der er typer af opgaver, som kræver eksterne konsulenter. Ministerierne har dog kun i få tilfælde taget strategisk stilling til deres brug af eksterne konsulenter på baggrund af et samlet overblik over deres opgaver. 14 af de 18 ministerier har retningslinjer, som understøtter, at der i de enkelte indkøb bliver taget stilling til brugen af eksterne konsulenter, mens 4 ministerier enten ikke har retningslinjer eller delvist har retningslinjer. |
Uddannelses- og Forskningsudvalget
Oversigt over beretninger på Uddannelses- og Forskningsudvalgets område i perioden 2021-2026
