Beretning om specialpædagogisk støtte til elever og studerende med funktionsnedsættelser

06-10-2025

Beretning nr. 1/2025

Beretningen handler om specialpædagogisk støtte til elever og studerende med funktionsnedsættelser. 

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Børne- og Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet har sikret, at elever på ungdomsuddannelser og studerende på videregående uddannelser kan få specialpædagogisk støtte, når de har brug for den. 

Rigsrevisionen vurderer, at Uddannelses- og Forskningsministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at elever og studerende kan få specialpædagogisk støtte på det tidspunkt, hvor de har brug for den. Det finder Rigsrevisionen ikke tilfredsstillende. Konsekvensen er, at halvdelen af de nye studerende med støttebehov på de videregående uddannelser ikke får støtten til tiden, når de starter på en uddannelse. Det samme gælder for hver tredje ny elev med støttebehov på ungdomsuddannelserne. Når støtten ikke er klar fra studiestart, kan det betyde, at elever og studerende har vanskeligere ved at deltage i undervisningen og dermed i højere grad risikerer at falde fra uddannelsen. 

Rigsrevisionen har selv taget initiativ til undersøgelsen i juni 2024.

Kort fortalt (PDF) Hele beretningen (PDF)

Statsrevisorernes bemærkning til beretningen

Den 6. oktober 2025 behandlede Statsrevisorerne

Beretning nr. 1/2025 om specialpædagogisk støtte til elever og studerende med funktionsnedsættelser

Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:

"Specialpædagogisk støtte skal kompensere for de udfordringer, som funktionsnedsættelser giver elever og studerende i forhold til deres gennemførelse af en uddannelse. Funktionsnedsættelserne kan fx være ordblindhed eller ADHD. 

I 2024 modtog ca. 14 % af eleverne på ungdomsuddannelser­ne og ca. 9 % af de studerende på de videregående uddannelser specialpædagogisk støtte. I alt modtog ca. 74.000 elever og studerende specialpædagogisk støtte i 2024. Det er en stigning på 54 % i forhold til 2020. Udgifterne er steget fra 432 mio. kr. i 2020 til 628 mio. kr. i 2024, dvs. med 45 %. 

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Børne- og Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet har sikret, at elever på ungdomsuddannelser og studeren­de på videregående uddannelser kan få specialpædagogisk støtte, når de har brug for den. 

Statsrevisorerne finder det ikke helt tilfredsstillende, at Uddannelses- og Forskningsministeriet og Børne- og Undervis­ningsministeriet ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at elever og studerende kan få specialpædagogisk støtte fra studiestart. Det kan betyde, at elever og studerende har vanskeligere ved at deltage i undervisningen og derfor har en større risiko for at falde fra uddannelsen. 

Statsrevisorerne hæfter sig ved følgende fra undersøgelsen: 

  • Ministeriernes frister i tildelingsprocessen for specialpædagogisk støtte er samlet set længere end den tid, der er til rådighed op til studiestart. Dette er et problem for det flertal, hvis ansøgninger bliver behandlet manuelt. Dertil kommer, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) afgjorde væsentligt færre ansøgninger i den travleste ansøgningsperiode i august end i de omkringliggende måneder. Det er et tegn på, at STUK ikke har tilrettelagt sagsbehandlingen ud fra ansøgningsmønstret.
  • For de ansøgninger, der behandles automatisk, har ministerierne tilrettelagt en tilfredsstillende proces.
  • 51 % af de studerende på videregående uddannelser og 34 % af eleverne på ungdomsuddannelserne får ikke støtte til tiden.
  • Ministerierne har ikke indsamlet data om, hvornår støtten er blevet leveret til den studerende, og har derfor heller ik­ke fulgt op på, om de studerende modtager støtten til tiden. 

Statsrevisorerne anbefaler, at ministerierne overvejer, hvordan de systematisk, ensartet og effektivt får fat i denne store gruppe af studerende og får informeret om mulighederne for støtte og om vigtigheden af at søge i god tid. Det er ligeledes værd at overveje, om studerende, der allerede har fået støtte ved en tidligere uddannelse, skal søge specialpædagogisk støt­te på ny."

Beretningshistorik