Beskæftigelsesudvalget

Oversigt over beretninger på Beskæftigelsesudvalgets område i perioden 2021-2026

Titel på beretning og ministerområde Dato Uddrag af konklusioner fra beretningen

Tilsynsindsatsen over for ulovligt asbestarbejde

Beskæftigelsesministeriet

Marts 2025

Arbejdstilsynet under Beskæftigelsesministeriet har ikke et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvor risikoen for ulovligt asbestarbejde er størst, og dermed målrette tilsynet derefter. Det finder Rigsrevisionen meget utilfredsstillende.

Arbejdstilsynet indsamler ikke oplysninger om asbestarbejde, så de kan bruges systematisk i tilsynet. Det betyder, at Arbejdstilsynet ikke har et overblik over, hvor der udføres asbestarbejde, som kan indgå i en samlet vurdering af, hvor risikoen for ulovligt asbestarbejde er størst.

Arbejdstilsynet har ikke en risikobaseret udvælgelse af asbestarbejde til tilsyn. Rigsrevisionens analyser viser dog, at disse kilder ikke er tilstrækkeligt effektive, når de står alene., Undersøgelsen viser, at i 85 % af de tilsyn, hvor Arbejdstilsynet har fundet ulovligt asbestarbejde, har asbestarbejdet ikke været anmeldt til Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet kan med fordel bruge viden om virksomhedernes historik til at målrette tilsynet.

Undersøgelsen viser, at Arbejdstilsynet kan bruge fx oplysninger om nedrivninger i BBR og kommunale anmeldelser af byggeaffald til bedre at vurdere, hvor risikoen for ulovligt asbestarbejde er størst.

Statens betalingsadfærd

Alle ministerier

 December 2024

 I 2023 betalte ministerierne 89 % af deres fakturaer til tiden, mens 11 % blev betalt for sent. Der er betydelig variation på tværs af ministerierne. Nogle ministerier betaler stort set alle fakturaer til tiden, mens andre betaler 15 % eller flere for sent.

Rigsrevisionen finder det utilfredsstillende, at nogle ministerier betaler en relativt høj andel af fakturaerne for sent. Konsekvensen er, at der er private leverandører, som ikke har fået deres penge til tiden, hvilket kan have påført leverandørerne et tab og kan have reduceret deres betalingsevne.

De 3 ministerier, der i 2023 betalte den største andel af deres fakturaer for sent, var Forsvarsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet. Forsvarsministeriet betalte 58.666 af deres fakturaer for sent, svarende til 24 % af deres fakturaer og et beløb på 3,5 mia. kr. Indenrigs- og Sundhedsministeriet betalte 6.803 fakturaer for sent, svarende til 17 % af deres fakturaer og et beløb på 355 mio. kr. Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet betalte 1.017 fakturaer for sent, svarende til 15 % af deres fakturaer og et beløb på 278 mio. kr.

Digital tilgængelighed i staten og regionerne

Alle ministerier

April 2024

Ministerierne og regionerne har ikke fuldt ud sikret, at deres websteder er tilgængelige for borgere med handicap eller funktionsnedsættelse. Derudover har Digitaliseringsstyrelsens tilsyn med efterlevelsen af webtilgængelighedsloven ikke været helt tilfredsstillende.

12 ud af 21 ministerier og 3 ud af 5 regioner havde ved Rigsrevisionens gennemgang ikke afgivet tilgængelighedserklæringer. I 46 % af de tilfælde, hvor der var afgivet tilgængelighedserklæringer, var de ikke udfyldt korrekt.

61 % af forsiderne på ministeriernes og regionernes websteder overholdt ikke ét eller flere af de undersøgte krav til webtilgængelighed ved Rigsrevisionens gennemgang.

Grundlaget for Digitaliseringsstyrelsens tilsyn er mangelfuldt, idet mindst 18 % af ministeriernes og regionernes websteder ikke indgår i den population af websteder, hvorfra styrelsen udtager websteder til tilsyn.

Ministeriernes administration af betalingskort i perioden 2015-2022

Alle ministerier

April 2023

Ministerierne har generelt administreret betalingskort for ministre og ansatte i overensstemmelse med reglerne i perioden 2015-2022.

Beskæftigelsesministeriet har ikke tildelt betalingskort til ministre i undersøgelsesperioden.

Der har i gennemsnit været ca. 20.000 betalingskort blandt ansatte i ministerierne årligt.

Statens brug af interne kompetencer og eksterne konsulenter

Alle ministerier med undtagelse af Kirkeministeriet og Statsministeriet

Februar 2023

Størstedelen af ministerierne har taget strategisk stilling til deres brug af eksterne konsulenter. De 5 udvalgte ministerier har begrundet deres brug af eksterne konsulenter i de undersøgte indkøb. Rigsrevisionen finder det imidlertid ikke helt tilfredsstillende, at de 5 ministerier ikke i alle tilfælde kan dokumentere begrundelserne. Konsekvensen af den manglende dokumentation er, at ministerierne ikke efterfølgende kan være sikre på, om indkøbene har været bedst og billigst.

Indsatsen over for langvarigt ledige

Beskæftigelsesministeriet

November 2022

Beskæftigelsesministeriet har ikke i tilstrækkelig grad understøttet, at kommunerne giver de langvarigt ledige en aktiv beskæftigelsesindsats med en klar retning.

Kommunerne har ikke givet alle langvarigt ledige den lovpligtige indsats i form af samtaler og tilbud i de første 6 måneder af ledighedsperioden.

Beskæftigelsesministeriet har en grundig monitorering af, om kommunerne har givet de lovpligtige samtaler og tilbud til jobparate og aktivitetsparate langvarigt ledige i de første 6 måneder af ledighedsperioden.

Monitoreringen af jobparate og aktivitetsparate ledige i langvarige forløb over 12 måneder er imidlertid mere summarisk.

Beskæftigelsesrettet indsats for sygemeldte borgere med forløb i psykiatrien

Beskæftigelsesministeriet

Oktober 2021

Myndighedernes indsats for at sikre en sammenhængende beskæftigelsesrettet indsats for sygemeldte borgere med forløb i psykiatrien har været utilfredsstillende.

Beskæftigelsesministeriet har i utilfredsstillende grad fulgt op på jobcentrenes indsats i form af opfølgningssamtaler og tilbud.

Beskæftigelsesministeriet har ikke undersøgt koordineringen af indsatsen med psykiatrien specifikt.