Beretning om ventetid til specialiseret lindring for patienter med livstruende sygdomme

12-05-2025

Beretning nr. 17/2024

Beretningen handler om ventetid til specialiseret lindring for patienter med livstruende sygdomme. 

Patienter, der henvises til specialiseret lindring, er i en vanskelig livssituation og har ofte store smerter eller andre komplekse lindringsbehov. Det er derfor vigtigt, at deres ventetid er kort. 

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om regionerne har sikret kort og ensartet ventetid til specialiseret lindring for patienter med livstruende sygdomme. 

Rigsrevisionen vurderer, at regionerne ikke har sikret kort og ensartet ventetid til specialiseret lindring for patienter med livstruende sygdomme. Rigsrevisionen kan konstatere, at der næsten fem år efter, at Statsrevisorer­ne sidst kritiserede patienternes ventetider, ikke er sket en nævne­værdig forbedring. Det finder Rigsrevisionen utilfredsstillen­de. Konsekvensen kan være, at patienter ikke lindres godt nok og får forringet deres sidste levetid. 

Rigsrevisionen har selv taget initiativ til undersøgelsen i oktober 2024.

Kort fortalt (PDF) Hele beretningen (PDF)

Statsrevisorernes bemærkning til beretningen

Den 12. maj 2025 behandlede Statsrevisorerne

Beretning nr. 17/2024 om ventetid til specialiseret lindring for patienter med livstruende sygdomme

Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:

"Specialiseret lindring – også kaldet specialiseret palliation – gives til patienter med livstruende sygdomme, hvor patienter­ne ofte er uhelbredeligt syge eller døende. Patienterne har ofte store smerter, og det er derfor vigtigt, at de får hurtig hjælp. De fleste patienter får specialiseret lindring på et hospital eller på et hospice, men nogle patienter får lindringen hjemme. I 2023 startede ca. 7.600 danskere i specialiseret lindring. 

Regionerne havde i 2023 udgifter til specialiseret lindring for ca. 300 mio. kr. på hospitaler og i udgående teams. Derudover havde regionerne udgifter på ca. 485 mio. kr. til drift af hospicer. 

Statsrevisorerne afgav i august 2020 en beretning om adgangen til specialiseret palliation. Statsrevisorerne kritiserede dengang, at regionerne ikke havde sikret, at patienter med livstruende sygdomme havde adgang specialiseret lindring ved behov – uanset typen af sygdom. 

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om regionerne har sikret kort og ensartet ventetid til specialiseret lindring for patienter med livstruende sygdomme. 

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at regioner­ne ik­ke har sikret kort og ensartet ventetid til specialiseret lindring for patienter med livstruende sygdomme. 

Statsrevisorerne finder det kritisabelt, at der hverken er sket nævneværdige forbedringer i patienternes ventetider eller en udjævning af uligheden i adgangen til specialiseret lindring, siden Statsrevisorerne rettede kritik mod begge dele for næsten 5 år siden. 

Statsrevisorernes kritik er bl.a. baseret på følgende: 

  • Patienter, der fik specialiseret lindring i 2023, fik det typisk i 20 dage, hvilket er 4 dage kortere end i 2019. Den typiske patient henvises senere og modtager specialiseret lindring i kortere tid end tidligere. Samtidig er antallet af patienter, der starter i specialiseret lindring, faldet.
  • Regionerne lever som helhed ikke op til målet om, at 90 % af patienterne venter højst 10 dage på at komme i behandling. På landsplan var det 79 % af patienterne, der i 2023 kom i behandling inden for 10 dage. Region Midtjylland lå som den eneste region over målet med behandling af 92 % af de henviste patienter inden for 10 dage. I Region Hovedstaden og Region Sjælland er det kun henholdsvis 65 % og 72% af de henviste patienter, der starter behandling inden for 10 dage.
  • Regionerne lever som helhed stort set op til målet om at behandle 80% af de henviste patienter, før de bliver for syge eller dør. Region Nordjylland behandlede 91 % af de henviste patienter i 2023, mens Region Sjælland samme år ikke levede op til målet, da de behandlede 73 % af de henviste patienter, før de blev for syge eller døde.
  • I 2023 er der ligesom i 2019 systematiske forskelle i ventetiden til specialiseret lindring afhængigt af den bagvedliggen­de sygdom. I 2023 modtog 81 % af de henviste kræftpatienter specialiseret lindring, før de blev for syge eller døde. For patienter med andre livstruende sygdomme end kræft var det tilsvarende tal 70 %. I 2019 var de tilsvarende tal henholdsvis 81 % og 73 %."

Beretningshistorik