Beretning om drift af ambulancer i regionerne

03-02-2025

Beretning nr. 11/2024

Beretningen handler om drift af ambulancer i regionerne. 

Formålet med beretningen er at undersøge regionernes udbud af og opfølgning på driften af ambulancer. Undersøgelsen dækker perioden 2020-2024. Rigsrevisionen besvarer følgende spørgsmål i beretningen: 

  • Hvilke begrundelser har regionerne haft for at hjemtage ambulancedrift ved det seneste udbud?
  • Har regionerne løst ambulancedriften til den pris, der blev besluttet ved udbuddet, og har regionerne fulgt tilfredsstillende op på udgifterne?
  • Har regionerne og de private leverandører overholdt de krav til ambulancedriften, der blev besluttet ved udbuddet, og har regionerne fulgt tilfredsstillende op på kra­vene?
  • Har regionerne fastsat fælles standarder for kvalitet og effekt af ambulancedriften, herunder fulgt tilfredsstillende op herpå, og har regionerne opretholdt kvaliteten for ambulancedriften siden 2021? 

Rigsrevisionen vurderer, at 2 ud af 3 af regionernes ambulancedrift er holdt inden for den pris, der blev besluttet ved udbuddet. Flere af kravene til ambulancedriften er dog ikke overholdt i de 3 undersøgte regioner. Det betyder bl.a., at ambulancerne ik­ke har været til rådighed som aftalt. Det finder Rigsrevisionen ikke tilfreds­­stillende. De private leverandører har generelt været bed­re til at overhol­de kravene end regionerne selv. 

Rigsrevisionen har igangsat undersøgelsen i december 2023 på baggrund af en anmodning fra Statsrevisorerne.

Kort fortalt (PDF) Hele beretningen (PDF)

Statsrevisorernes bemærkning til beretningen

Den 3. februar 2025 behandlede Statsrevisorerne

Beretning nr. 11/2024 om drift af ambulancer i regionerne

Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:

"Regionerne har ansvaret for ambulanceberedskabet, der skal køre ud til akut syge eller tilskadekomne døgnet rundt. I 2023 blev der sendt ca. 460.000 ambulancer ud til akutte hændelser, og regionerne brugte på landsplan ca. 2,3 mia. kr. på ambulancekørsel og liggende patienttransport i 2023. 

Alle regioner har siden 2020 haft ambulancedriften i udbud, og regioner­ne driver nu tilsammen ca. 60 % af ambulancerne, mens private leverandører står for resten. 

Formålet med denne beretning er at undersøge regionernes udbud af og opfølgning på driften af ambulancer i perioden 2020-2024. 

Statsrevisorerne finder ikke regionernes drift af ambulancer helt tilfredsstillende. 

Ambulancedriften var i 2 ud af 3 undersøgte regioner holdt inden for den pris, der var besluttet ved udbuddet. Statsrevisorerne finder det dog utilfredsstillende, at de 3 regioner og deres private leverandører ikke har overholdt flere af kravene til ambulancedriften, bl.a. hvor lang tid ambulancerne skal være til rådighed (driftstid). 

Statsrevisorerne bemærker følgende: 

  • Alle 5 regioner har budt på og hjemtaget dele af ambulancedriften for at skabe øget konkurrence.
  • De private leverandører har generelt været bedre til at overholde kravene end regionerne selv.
  • Region Midtjylland har ikke fulgt op på regionens udgifter til ambulan­cedriften, så det kan opgøres, om de har holdt sig inden for den pris, der var besluttet ved udbuddet. Samtidig kan Region Midtjylland ikke opgøre, om regionen overholder kravene til mobiliseringstid.
  • Region Hovedstaden og Region Nordjylland har holdt udgifterne til am­bulancedrift inden for den pris, der blev besluttet ved deres udbud.
  • Region Midtjylland, Region Hovedstaden og Region Nordjylland og deres private leverandører har ikke overholdt den aftalte driftstid, dvs. at ambulancerne har været til rådighed færre timer end aftalt.
  • Region Hovedstaden og Region Nordjylland og deres private leverandører har ikke overholdt kravet til mobiliseringstid.
  • Der er ingen fælles standarder for kvalitet eller effekt specifikt for ambulancedriften i de 5 regioner. Der er dog krav om, at alle regionerne skal opstille mål for og følge op på responstiden.
  • I 2023 opfyldte alle 5 regioner deres mål for responstid for de mest akut­­te hændelser. Det vil sige, at hjælpen for disse hændelser kom frem inden for 15 minutter i mellem 89 % og 97 % af tilfældene."

Rigsrevisionens notat af 9. maj 2025

Rigsrevisionen følger i dette notat op på beretning nr. 11/2024 om drift af ambulancer i regionerne. 

Notatet er baseret på en redegørelse fra indenrigs- og sundhedsministeren og udtalelser fra regionerne og handler om de initiativer, som ministeren og regionerne har iværksat som følge af Statsrevisorernes bemærkninger og beretningens konklusioner. 

Rigsrevisionen vil fortsat følge udviklingen og orientere Statsrevisorerne om: 

  • Region Hovedstadens, Region Midtjyllands og Region Nordjyllands arbejde med at nedbringe tiden, hvor ambulancerne er ude af drift
  • Region Hovedstadens og Region Nordjyllands arbejde med at nedbringe overskridelser af mobiliseringstiden samt Region Midtjyllands arbejde med at følge op på overskridelser af mobiliseringstiden. 

Hele notatet (PDF)

Statsrevisorernes bemærkning til Endelig betænkning af 2. juni 2025

Beretning nr. 11/2024 om drift af ambulancer i regionerne

Sagen optages i Endelig betænkning 2024 som fortsat sag med følgende statsrevisorbemærkning:

"Statsrevisorerne konstaterer, at Region Midtjylland ikke vil ændre i sin økonomiopfølgning på ambulancedriften og således fortsat ikke opgøre, om den del af ambulancedriften, der er hjemtaget på baggrund af udbuddet, har holdt sig inden for den pris, der var besluttet ved udbuddet. Rigsrevisionen tager dette til efterretning og vurderer, at denne del af sagen ikke kan bringes videre, og afslutter denne del af sagen. 

Statsrevisorerne finder det væsentligt, at det opgøres, om den del af ambulancedriften, der er hjemtaget på baggrund af udbuddet, har holdt sig inden for den pris, der var besluttet ved udbuddet. Statsrevisorerne har derfor anmodet Rigsrevisionen om fortsat at følge Region Midtjyllands opfølgning på økonomien i den udbudte del af ambulancedriften og vil ligeledes indgå i en dialog med indenrigs- og sundhedsministeren omkring det­te."

Beretningshistorik