Beretning om revisionen af statsregnskabet for 2024

18-08-2025

Beretning nr. 20/2024

Beretningen handler om revisionen af statsregnskabet for 2024. 

Formålet med revisionen er at vurdere, om statsregnskabet er rigtigt, og om bevillingerne er overholdt. Beretningen skal danne grundlag for Statsrevisorernes gennemgang af statsregnskabet og Folketingets behandling af statsregnskabet. Rigsrevisionen besvarer følgende spørgsmål i beretningen: 

  • Er statsregnskabet og ministeriernes regnskaber rigtige i alle væsentlige henseender, dvs. udarbejdet i overensstemmelse med bevillingslovene og de statslige regnskabsregler?
  • Har staten og ministerierne overholdt bevillingerne og disponeringsreglerne i alle væsentlige henseender? 

Rigsrevisionen vurderer, at statsregnskabet for 2024 er rigtigt og dermed uden væsentlige fejl. Rigsrevisionen vurderer desuden, at bevillingerne samlet set er brugt i overensstemmelse med disponeringsreglerne.

Rigsrevisionen vurderer herudover, at de enkelte ministeriers regnskaber er rigtige, bortset fra Erhvervsministeriets regnskab. Vi har en konklusion med forbehold på grund af væsentlige fejl i en afgrænset del af Erhvervsministeriets regnskab.

Vi orienterer desuden om otte sager, der ikke giver anledning til forbehold, men hvor vi har fundet fejl, usikkerheder og svagheder i regnskabsforvaltningen, som vi ønsker at gøre Statsrevisorerne opmærksomme på.

Rigsrevisionen har gennemført revisionen og afgiver beretningen i henhold til rigsrevisorloven.

Kort fortalt (PDF) Hele beretningen (PDF)

Statsrevisorernes bemærkning til beretningen

Den 18. august 2025 behandlede Statsrevisorerne

Beretning nr. 20/2024 om revisionen af statsregnskabet for 2024

Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:

"Statsrevisorernes grundlovsbestemte gennemgang af statsregnskabet base­rer sig primært på Rigsrevisionens bevillingskontrol og vurdering af statsregnskabets rigtighed, der fremgår af denne beretning nr. 20/2024 om revisionen af stats­regnskabet for 2024, og på de sager, som Rigsrevisionen har valgt at rapportere om i beretning nr. 21/2024 om revi­sio­nen af statens forvaltning i 2024

Statens driftsregnskab for 2024 viste et overskud på 79,3 mia. kr. Statens udgifter var samlet set 870,1 mia. kr., og indtægter­ne var 949,3 mia. kr. 

Statsrevisorerne konstaterer, at det samlede stats­regnskab for 2024 er rigtigt og dermed uden væsentlige fejl. Statsregn­skabet er udarbejdet i overensstemmelse med bevillingslovene og statens regnskabsregler og afspejler statens indtægter, udgifter, aktiver og passiver i 2024. Staten har desuden brugt bevillingerne i overensstemmelse med dis­poneringsreglerne.  

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Rigsrevisio­nen for tredje år i træk har måttet tage forbehold for Erhvervsministeriets regnskab på grund af væsentlige fejl i en afgrænset del af Erhvervsministeriets regnskab. 

Forbeholdet i regnskabet for 2024 vedrører: 

  • Fejl i Erhvervsstyrelsens regnskab, der i alt udgør 487 mio. kr. Forbeholdet skyldes, at indtægter og udgifter fra slutafregningen af et større antal tilskudssager vedrørende COVID-19-hjælpepakkerne mangler i regnskabet, og at styrelsen mangler at afskrive tilgodehavender fra konkursramte virksomheder. 

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Kulturministeriet har overtrådt bevillings- og disponeringsreglerne i forbindelse med, at Det Danske Filminstitut har indgået aftale om Filmtaget uden hjemmel. De øgede udgifter har betydet, at Filminstituttet har måttet afskedige medarbejdere og skære i flere kerneopgaver. 

Statsrevisorerne finder det tilfredsstillende, at de øvrige ministeriers regnskaber er uden væsentlige fejl og bevillingsafvigelser. 

Statsrevisorerne skal særligt pege på forhold i Skatteministeriets og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris regnskaber, hvori der er oplysninger, som er forbundet med usikkerhed, men uden at der er tale om fejl i regnskaberne. 

Fremhævelserne vedrører følgende: 

  • Skatteministeriets værdiansættelse af gæld til staten er fortsat usikker. Ultimo 2024 havde borgere og virksomheder gæld til staten for ca. 155,5 mia. kr. Skatteministeriet vurderer, at det vil være muligt at inddrive ca. 41,3 mia. kr. af gælden. Dermed udgør gæld til en værdi af ca. 114,3 mia. kr. et potentielt tab for staten. Der er særlig usikkerhed forbundet med at opgøre værdien af gældsposter, hvor det er usik­kert, om der er fejl og mangler i Skatteministeriets oplysninger, der knytter sig til gældsposten. Det drejer sig om ca. 10 % af den samlede gæld til staten, svarende til 15,4 mia. kr.
  • Der er usikkerhed forbundet med en hensættelse i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris del af statsregnskabet. Hensættelsen vedrører erstatning og kompensation til minkavlere og følgeerhverv. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har opgjort hensættelsen til 9,2 mia. kr. ultimo 2024. Ministeriet forventer, at de samlede udgifter til erstatning og kompensation til minkavlere og følgeerhverv samt til myndighedsopgaver vil udgøre ca. 29,2 mia. kr. 

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at der i 5 sager er konsta­te­ret svagheder i regnskabsforvaltningen, der medfører en øget risiko for svindel eller fejl i kommende regnskaber. 

Svaghederne vedrører følgende: 

  • Skatteministeriets styring af brugerrettigheder er fortsat mangelfuld.
  • Forsvarsministeriet har fortsat en svag regnskabsforvaltning.
  • Forsvarsministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fortsat en mangelfuld fakturahåndtering.
  • Forsvarsministeriet har ikke oplyst tilstrækkeligt om muli­ge fremtidige udgifter til oprensning af PFAS-forurening på Forsvarets arealer.
  • Erhvervsministeriet har fejl i to garantier."

Beretningshistorik