Beretningen redegør for Lønmodtagernes Dyrtidsfonds (LD) engagement i Aarhus Flydedok A/S, værftets økonomiske udvikling, særligt i regnskabsåret 1997/98 og de væsentligste årsager til værftets konkurs i februar 1999. Hovedelementerne i rekonstruktionsaftalen om værftet gennemgås, og LD's beslutningsgrundlag for kapitaltilførsel til Aarhus Flydedok A/S analyseres. Det vurderes, om LD's beslutning om deltagelse i rekonstruktionen af Aarhus Flydedok A/S i december 1998 blev foretaget på et tilstrækkeligt gennemarbejdet og sikkert grundlag.
Beretning om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds engagement i Aarhus Flydedok A/S
08-02-2000Beretning nr. 3/1999
Statsrevisorernes bemærkning til beretningen
Den 9. februar 2000 behandlede Statsrevisorerne
Beretning nr. 3/99 om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds engagement i Aarhus Flydedok A/S
Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med nedenstående bemærkning:
"Statsrevisorerne konstaterer, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond ikke foretog en tilstrækkelig selskabsanalyse i forbindelse med investeringen i rekonstruktionen af Aarhus Flydedok A/S.
I beretningens pkt. 96 er beskrevet, hvilke andre overvejelser end de rent investeringsmæssige der indgik i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds beslutning om deltagelse i rekonstruktionen af Aarhus Flydedok A/S.
Det er statsrevisorernes opfattelse, at en utilstrækkelig selskabsanalyse og andre overvejelser end de rent investeringsmæssige har medført, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond ikke i tilstrækkelig grad var opmærksom på risikoen for en tilsidesættelse af LD-lovens anbringelsesbestemmelser om ved investering af midlerne at tilstræbe en betryggende sikkerhed, en opretholdelse af midlernes realværdi samt højest mulig forrentning.
Statsrevisorerne forventer, at arbejdsministeren redegør for, hvilke overvejelser denne beretning eventuelt giver anledning til med hensyn til anbringelsesbestemmelserne i LD-loven, jf. § 6, stk. 1.
