I forlængelse af offentliggørelsen af beretningen om sagsbehandling ved anbringelser af børn har KL og enkelte kommuner rejst kritik af Rigsrevisionens metode.
Vi beskriver her kort, hvordan vi har kvalitetssikret data og undersøgelsens resultater. Metoden og kvalitetssikringen er også udførligt beskrevet i beretning om sagsbehandling ved anbringelser af børn.
- Alle kommuner har udsøgt de anbringelsessager, der indgår i analysen. I den forbindelse har kommunerne også angivet lovgrundlaget for anbringelserne. Dette for at sikre, at vi kunne tage højde for fx akutte tvangsanbringelser, som har andre tidsfrister.
- Langt hovedparten af kommunerne har bekræftet, at de journaliserer de sagsskridt, vi undersøger, i it-systemet DUBU. Hvis de ikke anvender DUBU, er de ikke med i analysen, da datagrundlaget for vores undersøgelse er dette system. Enkelte kommuner har tilkendegivet, at de i nogle perioder har journaliseret andetsteds. Det har vi taget højde for ved at lade de perioder udgå af analysen.
- Alle kommuner har besvaret et spørgeskema om, hvordan de registrerer i DUBU. Derfor har vi kunnet tage højde for kommunernes registreringspraksis i vores analyser. Vi har ladet kommuner udgå af undersøgelsen, hvis deres registreringspraksis betyder, at datakvaliteten er for lav, og de ikke – for at styrke datakvaliteten – har indmeldt rettelser til data.
- Alle kommuner har fået de foreløbige resultater i høring. Vi skrev i den forbindelse:
”Vi vil gerne høre, hvis I mener, at analysens afgrænsninger eller metode ikke giver et retvisende billede af overholdelsen af de undersøgte krav til sagsbehandlingen. Hvis nogle resultater i rapporten ikke afspejler den reelle sagsbehandling i de undersøgte sager, skal I gøre følgende:
- Kontrollere, at de aktiviteter, som I mener skal indgå, er omfattet af analysens afgrænsning.
- Hvis I vurderer, at der er konkrete fejl i vores resultater, bedes I kontakte os for nærmere aftale om, hvordan vi kan modtage dokumentation herfor.”
- Alle kommuner har i forbindelse med høringen fået tilbud om – ud over resultaterne – at få tilsendt undersøgelsens bagvedliggende datagrundlag. 48 kommuner har takket ja til dette.
- Hvis kommunerne på baggrund af datagrundlaget har indmeldt konkrete rettelser, har vi indarbejdet disse i analyserne, såfremt rettelserne lever op til analysernes kriterier og afgrænsninger. Det har medført ændringer i de samlede resultater på tværs af alle kommunerne på op til 2 procentpoint.
- Vi har gennem hele undersøgelsen haft yderligere dialog med de fem kommuner, der har flest anbringelser i undersøgelsen (København, Frederikshavn, Slagelse, Esbjerg og Guldborgsund), samt KL. Dialogen har medført løbende justeringer i afgrænsninger og metode.
Formålet med undersøgelsen har været at afdække, om lovkravene i sagsbehandlingen i anbringelsessager bliver overholdt. Folketinget besluttede netop med barnets lov i 2024, at den skulle styrke kvaliteten af kommunernes sagsbehandling og sikre børnenes retssikkerhed. Derfor har vores fokus været på lovmedholdelighed. Undersøgelsen handler ikke om den faglige kvalitet af selve sagsbehandlingen og heller ikke om, hvorvidt børnene er anbragt på et korrekt grundlag. Dette ville kræve en socialfaglig vurdering eller en domstolsprøvelse.
