Beretning om revisionen af virksomheder uden for statsregnskabet for 2025

 17-08-2026

Beretning nr. 21/2025

Beretningen handler om resultatet af revisionen af 43 virksomheder uden for statsregnskabet for 2025. Formålet med beretningen er at give et samlet overblik over de gennemførte revisioner og revisionsresultater, hvor Rigsrevisionen har afgivet erklæringer uden for statsregnskabet.  

Rigsrevisionen har som led i den finansielle revision givet de 43 virksomheder en revisionspåtegning uden forbehold, dvs. vi har fundet regnskabet retvisende. 

Rigsrevisionen har herudover gennemført 64 temarevisioner i udvalgte virksomheder. Temarevisionerne har givet anledning til to kritiske udtalelser: én om Dansk Hunderegisters indkøb og én om folkekirkens fællesfonds tilsyn med kapitalforvaltningen.

Rigsrevisionen har desuden peget på mangler hos DSB og Naviair uden at afgive kritiske udtalelser.

Kort fortalt (PDF) Hele beretningen (PDF)

Statsrevisorernes bemærkning til beretningen

Den 17. august 2026 behandlede Statsrevisorerne

Beretning nr. 21/2025 om revisionen af virksomheder uden for statsregnskabet for 2025

Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:

"Rigsrevisionen har revideret årsregnskaberne for 43 virksomheder uden for statsregnskabet for regnskabsåret 2025. Der er tale om virksom­he­der, som helt eller delvist er finansieret af staten, eller som er oprettet ved lov, og hvor staten deltager som interessent.

Som en del af revisionen er der udført 64 temarevisioner af regelefterlevelse og understøttelse af en sparsommelig, produktiv og effektiv forvaltning.

Statsrevisorerne finder det tilfredsstillende, at alle 43 virksomheder har fået en revisionspåtegning på årsregnskabet uden forbehold, og at 62 af de 64 gennemførte temarevisioner ikke har givet anledning til væsentlige kritiske bemærkninger.

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at revisionen af Dansk Hunderegister har givet anledning til en kritisk udtalelse om manglende overholdelse af indkøbsregler og sparsommelighed, samt at revisionen af folkekirkens fællesfond har givet anledning til en kritisk udtalelse om et utilstrækkeligt tilsyn med den eksterne kapitalforvalters investeringer af fondens kapital.

Statsrevisorerne noterer sig, at Rigsrevisionen har konstateret mangler i dele af de reviderede temaer, uden at det har givet anledning til kritiske udtalelser. Den ene sag vedrører DSB, hvor der er risiko for flere forsinkelser og aflysninger i togdriften frem mod ibrugtagningen af IC5-togene. Den anden sag vedrører Naviair, som ikke har sikret en tilstrækkelig bemanding af flyveledere.

Statsrevisorerne har bl.a. hæftet sig ved følgende revisionsresultater:

  • Dansk Hunderegister har brudt udbudsreglerne, idet de siden 2002 har indgået leverandøraftaler med de samme tre foreninger uden at sende opgaven i udbud. Den manglende konkurrenceudsættelse og markedsafdækning indebærer, at Dansk Hunderegister ikke har sikret ligebehandling af leverandører, jf. udbudslovens § 2, ligesom de ikke har sikret, at deres indkøb er sparsommelige.
  • Folkekirkens fællesfond har ikke modtaget – og derfor heller ikke gennemgået – rapportering om afkast og investeringer m.m. fra deres eksterne kapitalforvalter, sådan som de ifølge kontrakten skal månedligt. Fonden har dermed ikke vurderet, om investeringerne foretages under hensyn til sikker anbringelse, fornøden likviditet og til bedst mulig forrentning.
  • IC3-togene kørte i 2025 ca. 20 % kortere mellem tekniske fejl, der medførte forsinkelser og aflysninger, sammenlignet med 2024. Stigningen i tekniske fejl på togene skyldes togenes alder, og at DSB i 2024 havde udfordringer med manglende leverancer af motor­reservedele mv. IC3- og IC4-togene skal anvendes, indtil IC5-togene efter planen ibrugtages i fjern- og regionaltrafikken fra 2027.  
  • Naviair har ikke sikret tilstrækkelig bemanding af flyveledere til at indfri fem ud af seks præstationsmål for forsinkelser, som EU har fastsat i perioden 2023-2025. Manglen på flyveledere betyder, at færre fly kan håndteres på samme tid, hvilket fører til ventetid både i luften og på jorden. Naviair har opgjort, at de skal øge antallet af flyveledere med ca. 11 % for at leve op til præstationsmålene."

Beretningshistorik