Den 8. december 2025 behandlede Statsrevisorerne
Beretning nr. 6/2025 om særligt forurenende virksomheder
Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:
"Der er ca. 400 særligt forurenende virksomheder i Danmark, som er omfattet af strengere miljøkrav end andre virksomheder. Virksomhedernes miljøgodkendelser skal løbende revurderes, i takt med at danske og EU’s miljøkrav og lovgivningen skærpes, og Miljøstyrelsen skal med faste intervaller føre tilsyn med, at virksomhederne overholder kravene i miljøgodkendelserne. De særligt forurenende virksomheders miljøgodkendelser skal tages op til revurdering minimum hvert 10. år, og ved nye miljøkrav fra EU skal Miljøstyrelsen revurdere miljøgodkendelserne inden for 4 år.
Statsrevisorerne kritiserer skarpt Miljø- og Ligestillingsministeriets forvaltning af de særligt forurenende virksomheder. I størstedelen af sagerne har Miljøstyrelsen ikke overholdt reglerne for revurdering af miljøgodkendelserne, og halvdelen af virksomhederne har ikke fået de lovpligtige tilsyn. Derudover er styrelsens sagsbehandlingstider for lange og stigende.
Statsrevisorerne finder det foruroligende, at Miljøstyrelsen har tilladt virksomhederne at forurene efter forældede krav og har accepteret en alt for stor risiko for, at udledning af miljøfarlige stoffer ikke bliver opdaget med store negative konsekvenser for naturen og menneskers sundhed til følge.
Statsrevisorerne har hæftet sig ved disse undersøgelsesresultater:
- I 76 % af sagerne, hvor der er gået over 10 år siden seneste miljøgodkendelse, har Miljøstyrelsen ikke igangsat en revurdering af miljøgodkendelsen, selv om det er et lovkrav. For 107 virksomheder er miljøgodkendelsen ikke blevet revurderet i 15-20 år. For 12 virksomheder er miljøgodkendelsen ikke blevet revurderet i over 20 år. Samtidig er der ikke sat mål for, hvor lang tid en revurdering må tage, efter den er igangsat.
- For 73 % af virksomhederne har Miljøstyrelsen ikke overholdt EU’s regler om at opdatere miljøgodkendelserne inden for 4 år.
- Halvdelen af landets største affaldsforbrændingsanlæg har haft tilladelse til at udlede mere kviksølv, end EU’s miljøkrav har tilladt siden december 2023, fordi Miljøstyrelsen ikke har indført kravene.
- Halvdelen af de særligt forurenende virksomheder får ikke tilsyn i det omfang, loven kræver.
- Sagsbehandlingstiden for nye miljøgodkendelser stiger år for år, og det samme gør mængden af ubehandlede sager. Antallet af uafsluttede sager var ved udgangen af 2024 på 244 sager. De uafsluttede sager har i gennemsnit ventet på at blive behandlet i 700 dage, svarende til næsten 2 år, og de ældste sager er fra 2015."