Beretning om revisionen af virksomheder uden for statsregnskabet for 2024

18-08-2025

Beretning nr. 22/2024

Beretningen handler om resultatet af revisionen af 43 virksomheder uden for statsregnskabet for regnskabsåret 2024. Formålet med beretningen er at give et samlet overblik over de gennemførte revisioner og revisionsresultater, hvor Rigsrevisionen har afgivet erklæringer uden for statsregnskabet. 

Rigsrevisionen har som led i den finansielle revision givet de 43 virksomheder en revisionspåtegning uden forbehold, dvs. vi har fundet regnskabet retvisende. Rigsrevisionen har dog i revisionspåtegningerne fremhævet forhold i 3 regnskaber, nemlig i Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd. 

Rigsrevisionen har herudover gennemført 36 temarevisioner i udvalgte virksomheder. Rigsrevisionen vurderer, at virksomhederne i alle væsentlige henseender har forvaltet i overensstemmelse med reglerne, og at virksomhederne i alle væsentlige henseender understøtter en sparsommelig, produktiv og effektiv forvaltning.

Kort fortalt (PDF) Hele beretningen (PDF)

Statsrevisorernes bemærkning til beretningen

Den 18. august 2025 behandlede Statsrevisorerne

Beretning nr. 22/2024 om revisionen af virksomheder uden for statsregnskabet for 2024

Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:

"Rigsrevisionen har revideret årsregnskaberne for 43 virksomheder uden for statsregnskabet for regnskabsåret 2024. Der er tale om virksom­hed­er, som er helt eller delvist finansieret af staten. Virksomhederne varetager samfundsmæssige opgaver inden for flere områder, fx transport-, energi-, erhvervs-, sundheds- og kulturområdet. 

Som en del af revisionen er der udført 36 temarevisioner af regelefterlevelse og understøttelse af en sparsommelig, produktiv og effektiv forvaltning. 

Statsrevisorerne finder det tilfredsstillende, at alle 43 virksomheder har fået en revisionspåtegning uden forbehold på årsregnskabet, dvs. en positiv konklusion på regnskabernes rigtighed, og at de gennemførte temarevisioner ik­ke har givet anledning til væsentlige kritiske bemærkninger. 

Statsrevisorerne skal særligt pege på forhold i Nordisk Mini­sterråds, Nordisk Råds og Garantifonden for skadesforsikringsselskabers regnskaber, hvori der er oplysninger, som er forbundet med usikkerhed, men uden at der er tale om fejl i regnskaberne. 

Fremhævelserne vedrører følgende: 

  • Nordisk Ministerråds årsregnskab fremstår uigennemsigtigt, fordi der ikke er en tydelig adskillelse mellem tilskudsfinansierede aktiviteter og den almindelige driftsøkonomi. Samtidig tager Nordisk Ministerråds driftsregnskab ikke højde for interne afregninger mellem afdelingerne.
  • Nordisk Råds omkostninger til nogle projekter omkostnings­føres direkte over egenkapitalen i stedet for over resultatopgørelsen, hvilket påvirker årets resultat positivt med 2 mio. kr.
  • Der er en væsentlig usikkerhed i regnskabet for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber vedrørende opgørelsen af hensættelser til erstatninger til skadelidte og tilgodehavender i forsikringsselskaber, der er gået konkurs, bl.a. som følge af retssager om to selskaber, der gik konkurs i 2018."

Rigsrevisionens notat af 25. november 2025

Rigsrevisionen følger i dette notat op på beretning nr. 22/2024 om revisionen af virksomheder uden for statsregnskabet for 2024.  

Notatet er baseret på redegørelser fra erhvervsministeren, Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd og handler om de initiativer, som ministeren og virksomhederne har iværksat eller vil iværksætte som følge af beretningen. 

Rigsrevisionen vil følge sagerne om Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, herunder følge deres arbejde med at tydeliggøre regnskabspraksis og anvendte regler. Rigsrevisionen vil orientere Statsrevisorerne om udviklingen i sagerne i en kommende beretning om virksomheder uden for statsregnskabet. Derfor vurderer Rigsrevisionen, at beretningen om revisionen af virksomheder uden for statsregnskabet for 2024 kan afsluttes. 

Hele notatet (PDF)

Beretningshistorik