Beretningen handler om kapitaludvidelsen i DONG Energy A/S (herefter DONG Energy) og den efterfølgende børsnotering.
Rigsrevisionen har igangsat undersøgelsen i september 2016 på baggrund af en anmodning fra Statsrevisorerne.
Statsrevisorerne har anmodet om en faktuel beskrivelse af kapitaludvidelsen og børsnoteringen. Rigsrevisionen har derfor som udgangspunkt beskrevet, men ikke vurderet sagens faktuelle forløb. Rigsrevisionen har vurderet Finansministeriets ejerskabsrolle og ministeriets efterlevelse af god forvaltningsskik.
Rigsrevisionen vurderer samlet, at Finansministeriet har ageret som aktiv ejer og haft en styrende rolle under kapitaludvidelsen og den efterfølgende børsnotering af DONG Energy. Det var intensive processer, hvor Finansministeriet og DONG Energy havde et tæt samarbejde med bistand fra rådgivere.
Rigsrevisionen konstaterer, at flere centrale dokumenter ikke findes på Finansministeriets sager om kapitaludvidelsen, og at ministeriets overvejelser ikke i alle tilfælde er tilstrækkeligt dokumenteret. Det finder Rigsrevisionen meget utilfredsstillende, særligt fordi der var tale om en økonomisk væsentlig transaktion, og fordi den mangelfulde dokumentation vedrører vigtige dele af sagens forløb. Finansministeriet har dermed ikke sikret tilstrækkelig gennemsigtighed i beslutningsgrundlaget, hvilket ikke er i overensstemmelse med god forvaltningsskik.
