Orientering om, at Rigsrevisionen indhenter personoplysninger til en opgave med revision

Opfølgning på beretning om overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter

I henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra b, orienteres der hermed om, at Rigsrevisionen indhenter personoplysninger som led i en opfølgning på beretning om overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter, der blev afgivet til Statsrevisorerne i april 2024.

I forbindelse med revisionen anmoder Rigsrevisionen regionerne om patientjournaler for 50 tilfældigt udvalgte behandlingsforløb. Materialet gennemgås i de 5 regioner og opbevares ikke af Rigsrevisionen. Herudover indhenter Rigsrevisionen data fra regionerne om behandlingsforløb for alle patienter, der fremgår af Sundhedsstyrelsens Overvågning af de maksimale ventetider på kræftområdet for 3. kvartal 2025.

Formålet med Rigsrevisionens revision er at kontrollere regionernes overordnede opgavevaretagelse. Revisionen omhandler ikke den enkelte patient eller den konkrete sag, og revisionen har ingen sagsbehandlingsmæssige konsekvenser for den enkelte borger. Rigsrevisionen får ikke adgang til flere personoplysninger om den enkelte borger, end vedkommende selv kan få adgang til. Rigsrevisionens resultater rapporteres i et notat til Statsrevisorerne. Notatet vil ikke indeholde personhenførbare oplysninger.

Retsgrundlaget for Rigsrevisionens behandling er databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g, jf. artikel 6, stk. 1, litra e, sammenholdt med rigsrevisorlovens § 4 og § 12.

Læs mere her om Rigsrevisionens behandling af personoplysninger.

Kontakt

Niels Gyldenvang Steffensen
Kontorchef