Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.
Indsamlingen af statistik begynder, når du klikker dig videre til næste side.
Cookie- og privatlivspolitik

Henrik Kristensen

Uddannelse: cand.merc.aud. fra Handelshøjskolen i Århus
Ansat siden: august 2012

Jeg kendte ikke rigtig noget til Rigsrevisionen, men da vi skulle på virksomhedsbesøg fra studiet, stod jeg faktisk for at arrangere et besøg i Rigsrevisionen. Det gav mig indsigt i opgaverne, og jeg fandt ud af, at der er plads til fordybelse, og at man hurtigt får ansvar for et område. Derfor tænkte jeg, at det lige var noget for mig – jeg synes, det giver en stor tilfredshed og passer godt med, hvordan jeg har lyst til at arbejde.  

Noget af det, jeg sætter størst pris på, er muligheden
for at gå i dybden med vores arbejde.
 

Jeg har p.t. været i Rigsrevisionen i 3 år, og i den tid har jeg arbejdet med virksomheder og institutioner, der ligger både uden for og inden for statsregnskabet, fx DSB og forskellige departementer og styrelser. Ind til videre har jeg revideret Kulturministeriets og Transportministeriets områder, og nu arbejder jeg med at revidere Udenrigsministeriet. I løbet af de første 2 år på Udenrigsministeriets område har jeg været på revisionsbesøg i så forskellige lande som Kina, Ghana, Mozambique og Norge. Det giver noget helt specielt at se det, udviklingsbistanden går til, når vi under revisionsbesøg kommer helt ud ”i marken”, hvor vi fx ser den nye infrastruktur eller sundhedsklinikker. 

Jeg er ved at tage et semester om ”Effektstyring i den offentlige sektor” på
Københavns Universitet,
da det ikke var en del af min uddannelse.

Kvalitetssikringsprocessen og særligt formidlingen af revisionsresultater er der stor fokus på i Rigsrevisionen. Dette er en stor styrke og noget, som jeg sætter stor pris på. På det personlige plan er én af drivfaktorerne en interesse i det politiske miljø – det er der stort fokus på i vores arbejde, og resultaterne når ofte til Folketinget og medierne. Et andet aspekt er den mulighed, der er i Rigsrevisionen for efteruddannelse både internt og eksternt. Det er måske ikke noget, man som nyuddannet prioriterer højest, men det er væsentligt, at vi som ansatte er godt med fagligt.

Senest opdateret den 7. januar 2016

RIGSREVISIONEN LANDGREVEN 4 1301 KØBENHAVN K TLF.: 33 92 84 00 INFO@RIGSREVISIONEN.DK
CVR-NR.: 77806113 EAN-NR.: 5798000016002 PNR.: 1003388382 ÅBNINGSTID: KL. 9.00-16.00