Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.
Indsamlingen af statistik begynder, når du klikker dig videre til næste side.
Cookie- og privatlivspolitik

Er du vores nye student til kontoret for it og økonomi?

Trives du i et stærkt fagligt miljø, hvor vi sætter de interne kunder og en effektiv drift i højsædet? Ønsker du et job med både selvstændigt ansvar og samarbejde? Så læs videre her.

Om os

I kontoret for it og økonomi er vi 12 medarbejdere med forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde. Vores hovedopgave er at servicere Rigsrevisionens medarbejdere på it- og økonomiområdet. Det omfatter bl.a. drift af servere, udvikling af systemer, helpdesk-ydelser til brugerne, faktura- og rejseafregning og afrapportering af regnskab. Derudover understøtter vi ledelsen med solid ledelsesinformation.

Kontoret har et højt fagligt engagement og sætter en stor ære i at yde en god service til fagkontorerne. Vi har en uformel omgangsform og et godt socialt samvær.

Om jobbet

I jobbet kommer du til at arbejde med mange forskellige serviceopgaver på it-området, herunder hjælpe til i helpdesken, samle it-udstyr, hjælpe med oprydning og andre forefaldende opgaver. Du kan også blive involveret i udrulning af nye pc’er, systemer o.l. Herudover kan der komme opgaver inden for økonomiområdet, når der er brug for en hjælpende hånd. Hvis du har det rette drive, vil din opgaveportefølje kunne udvikle sig over tid.

Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer om ugen, som kan tilrettelægges fleksibelt i forhold til din un­der­vis­ning og eksamener og i forhold til arbejdsopgaverne. Det vil dog være en fordel, hvis du har mulighed for at arbejde fast om mandagen. Lønnen følger gældende overenskomst med HK. Ved ansættelse skal du fremvise en straffeattest.

Om dig

Du er i gang med en videregående uddannelse, hvor it og gerne økonomi indgår som fag. Det er en fordel, hvis du har teknisk snilde, og det skader heller ikke, hvis du er god til at følge en brugsanvisning. Vi forestiller os, at du har bestået 2. år af din uddannelse. Som person er du imødekommende, god til at samarbejde og serviceminded. 

Du er velkommen til at kontakte kontorchef Klaus Munk Ulrich på tlf. 33 92 86 80 eller it-chef Ulf Auvnsø på tlf. 40 81 14 34, hvis du vil vide mere om jobbet eller Rigsrevisionen.

Ansøgning

Du skal sende din ansøgning med CV, eksamensbevis og relevante bilag på e-mail til job@rigsrevisionen.dk senest mandag den 25. september 2017.

Inden 4 arbejdsdage sender vi en bekræftelse på, at vi har modtaget din ansøgning. Ellers bedes du kontakte os på tlf. 33 92 85 25.

Rigsrevisionen opfordrer alle uanset alder, køn, religion og etnisk baggrund til at søge.

__________________

Rigsrevisionen er en uafhængig institution under Folketinget. Vi reviderer regnskaber for statslige og statsfinansierede virksomheder og gennemgår regnskaber for virksomheder, hvortil staten yder tilskud o.l. Vi udfører årsrevision og større undersøgelser. Resultaterne af revisionen offentliggøres i form af notater og beretninger til Folketingets statsrevisorer. Organisatorisk består Rigsrevisionen af 18 kontorer fordelt på 4 afdelinger med i alt ca. 280 ansatte. 

Senest opdateret den 12. september 2017

RIGSREVISIONEN LANDGREVEN 4 1301 KØBENHAVN K TLF.: 33 92 84 00 INFO@RIGSREVISIONEN.DK
CVR-NR.: 77806113 EAN-NR.: 5798000016002 PNR.: 1003388382 ÅBNINGSTID: KL. 9.00-16.00