Til alle ministre
1. Rigsrevisionen undersøger fuldstændigheden af statsregnskabet og sammenholder bevillings- og regnskabstal (bevillingskontrol), jf. rigsrevisorlovens § 17, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 3 af 7. januar 1997 med senere ændring). Rigsrevisionen afgiver en beretning til Statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet, hvori der redegøres for den udførte bevillingskontrol.
2. Ministeriet bedes sende de oplysninger, der er nævnt i pkt. 4-7, vedrørende samtlige hovedkonti under ministerens område til Rigsrevisionen senest den 16. april 2012.
Kravene til de regnskabsmæssige forklaringer
3. Ministeriet bør afgive regnskabsmæssige forklaringer ved væsentlige afvigelser mellem de opstillede mål og de opnåede resultater samt ved væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabstal. De nærmere krav til de regnskabsmæssige forklaringer er beskrevet i pkt. 4-7.
For bevillingstypen statsvirksomhed og for bevillingstypen driftsbevilling skal de regnskabsmæssige forklaringer indgå i årsrapporten eller det finansielle regnskab for 2011. For alle øvrige bevillingstyper afgiver ministeriet de regnskabsmæssige forklaringer særskilt.
4. For hovedkonti, hvor der er opstillet mål i bevillingslovene, skal der redegøres for væsentlige afvigelser mellem de opstillede mål, fx effekt-, aktivitets- og produktivitetsmål, og de opnåede resultater. Oplysningerne om de opnåede resultater afgives i en form, der muliggør sammenligning med oplysningerne i bevillingslovene.
For hovedkonti, hvor der er opstillet mål i resultatkontrakten e.l., skal der endvidere redegøres for væsentlige afvigelser mellem disse mål og de opnåede resultater.
Hvis ministeriet er i tvivl om, hvorvidt en afvigelse er væsentlig, bør der afgives regnskabsmæssig forklaring.
5. Ministeriet skal endvidere for alle bevillingstyper på hovedkontoniveau afgive regnskabsmæssig forklaring for væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabstallene. For hovedkonti med bevillingsafregning bør de regnskabsmæssige forklaringer tage udgangspunkt i årets resultat.
Ved vurdering af, om en afvigelse er væsentlig, skal såvel den procentvise som den beløbsmæssige afvigelse tages i betragtning. Hvis der er tvivl, bør der afgives regnskabsmæssig forklaring.
De regnskabsmæssige forklaringer skal bl.a. indeholde oplysninger om, hvilke ændringer i budgetteringsforudsætningerne, herunder aktivitetsændringer, afvigelserne dækker over, baggrunden for disse ændringer, og hvordan ændringerne relaterer sig til de realiserede udgifter og indtægter.
For driftsbevillinger og statsvirksomheder bør ministeriet give forklaring i følgende tilfælde:
|
a. |
For driftsbevillinger og statsvirksomheder omfattet af omkostningsreformen, hvis der er væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabstal for den samlede nettoudgiftsbevilling.
|
| b. |
For driftsbevillinger undtaget for omkostningsreformen, hvis der er væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabstal for den samlede nettoudgiftsbevilling eller for lønsumsbevillingen.
|
For anlægsbevillinger bør ministeriet give forklaring i følgende tilfælde:
| c. |
For anlægsbevillinger i form af projektbevilling afgives regnskabsmæssig forklaring ved væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabstal for det enkelte projekt, eller hvis der i øvrigt er væsentlige projektændringer eller væsentlige ændringer med hensyn til totaludgift og færdiggørelsestidspunkt, jf. Budgetvejledning 2011, pkt. 2.8.3.
|
6. Ministeriet bedes vedlægge kopi af korrespondance mv., hvis Finansministeriet i finansårets løb har givet ministeriet tilladelse til at foretage dispositioner, hvortil der ikke normalt er hjemmel, herunder fx overførsler mellem hovedkonti.
7. Ministeriet bedes tillige vedlægge kopi af korrespondance mv., hvis Finansministeriet i finansårets løb har givet ministeriet tilladelse til at anvende en reserveret bevilling til et andet formål, jf. Budgetvejledning 2011, pkt. 2.6.7.1.
Henrik Otbo
/Yvan Pedersen
| Rigsrevisionen | St. Kongensgade 45 | Tlf.: 33 92 84 00 | Åbningstid: Kl. 9.00-16.00 | CVR-nr.: 77-80-61-13 | EAN-nr.: 5798000016002 | Til top |
|
|
1264 København K | Fax: 33 11 04 15 | info@rigsrevisionen.dk | Pnr.: 1003388382 |
|
|