|
|
"Dét, at vi bruger resurserne på det væsentlige og lever med 95 % sikkerhed, betyder, at vi bruger tiden på dét, der hjælper os, og giver os penge". |
Kommunal revision i en krisetid
Kommunaldirektør fra Næstved Kommune Jens Christian Birch, præsenterede nogle af de mange udfordringer, kommunen p.t. står overfor. Nulvækst, borgerne, der forventer stigende velfærd for færre midler, og endelig er det også en stor udfordring, at en stor del af de kommunalt ansatte går på pension i løbet af de næste 10 år.
Jens Christian Birch fortalte, at hvis kommunerne skulle fortsætte med det samme personaleniveau om 10 år, skulle kommunerne opsluge 75 % af den samlede årgang. Alene dét gør, at kommunerne skal levere den samme ydelse med væsentlig færre hænder, mener han.
De udfordringer, som de kommunale ledere står overfor, er effektivisering og strukturændringer i alle led, og dét, at der er krav om, at reduktionerne indkasseres hurtigt, fordi budgetterne er stramme. Tidligere kunne kommunerne klare nedskæringer med naturlig afgang, men nu skal der fyringer til. Det betyder, at kommunen skal sørge for, at færre medarbejdere ikke giver dårligere kontrol.
Jens Christian Birch fortæller, at der i Næstved er ca. 150 virksomheder - skoler, dagsinstitutioner etc. Her kontrolleres de decentrale led på en mere stram måde end kommunen tidligere har gjort.
Gennemskuelighed og åbenhed om regnskaberne ser Jens Christian et stort behov for, specielt i de år, hvor kommunen har haft sværere ved at holde budgetterne. Her bliver diskussionerne om regnskaberne mere tydelig og i højere grad et fokusområde.
Revisionsopgaven
Jens Christian Birch fortæller, at han som modtager af basisrevision forventer, at revisionen er af høj kvalitet, uafhængig og baseret på god revisionsskik, men han fremhæver også, at der skal være fokus på risikobaseret revision ikke ciffergranskning.
"Dét, at vi bruger ressourcerne på det væsentlige og lever med 95 % sikkerhed, betyder, at vi bruger tiden på dét, der hjælper os, og giver os penge".
Revisionsopgaven ændrer karakter disse år og rammer ind i en revisionsselvforståelse af, hvad man kan og ikke kan. Basisrevision er juvelen, og det skal selvfølgelig være i orden, men vi skal have hjælp til omstillingen i den offentlige sektor.
Vi forventer strategisk dialog med den kommunale ledelse om de styringsmæssige udfordringer, og her er det væsentligt at sige, at revisionen ikke bliver en del af beslutningstager, men at vi beder om hjælp til at pege på, hvor vi kan drive vores virksomhed bedre og mere effektiv, end vi gør i dag. Især på de store serviceområder, hvor alle pengene er.
Videndeling på tværs af kommunerne gennem revisorerne er noget, vi efterspørger fx på kørselsområder eller andre områder, som revisorerne har viden om, fungerer super godt i andre kommuner - det er for mig en del af at få revision. Det regner jeg med, at jeg får med i min basisrevision.
Hjælp til analyse af regnskabstallene er også vigtigt for kommunerne, for det er jo her, at al viden er samlet. Vi skal bruge regnskabstallene - hvis vi kan finde 10 væsentlige læringspunkter - og bringe det ind i næste års budgetlægning, så vi opnår nogle besparelser.
Fyldestgørende rapportering er også væsentlig. Ofte er det kompliceret sammenhæng, og her skal vi huske på, at det er lægmænd, der sidder som modtageren. Der er altså en væsentlig oversættelsesopgave, også over for vores decentrale virksomheder, der administrerer 90 % af budgetterne.
Vi skal have hjælp fra andre kommuner, og så skal forskning og revision hjælpe os med vidensformidling. Det er nogle af de krav, vi har til revisionen. De skal ikke være politiske, men hjælpe med at kvalificere os specielt i den situation, vi er i nu.
Afsluttende siger Christian, at han oplever, at der er et nyt revisionsparadigme for kommunerne. Nu er revisionen ikke kun reaktiv, men proaktiv. Fra fejlfinding til værditilførsel - det er væsentlige ting, der er til debat fremfor fundet af et antal fejl - revisionen skal skabe merværdi ved bedre indsigt og bedre anvendelse af de offentlige budgetter, som det hele handler om. Der ligger merværdien for kommunerne, hvordan kan vi effektivisere, og hvordan kan vi lære af hinanden. Revisionen skal ikke kun være kontrollant, men også sparingspartner.
| Rigsrevisionen | St. Kongensgade 45 | Tlf.: 33 92 84 00 | Åbningstid: Kl. 9.00-16.00 | CVR-nr.: 77-80-61-13 | EAN-nr.: 5798000016002 | Til top |
|
|
1264 København K | Fax: 33 11 04 15 | info@rigsrevisionen.dk | Pnr.: 1003388382 |
|
|