Revision på mange måderRigsrevisionen
StregPrintStregFå teksten læst opStreg

Temaer i beretningerne

I større undersøgelser arbejder vi med 6 overordnede temaer:

  • uddannelse og videnskab
  • erhverv og beskæftigelse
  • social og sundhed
  • offentlig økonomi
  • sikkerhed og bistand
  • infrastruktur og byggerier.


Temaerne er udtryk for Rigsrevisionens overordnede prioritering af beretningstemaer. De beskrives kort nedenfor.

Uddannelse og videnskab

For at sikre vækst og velstand er det af afgørende betydning, at kompetenceniveauet er højt – for alle (grupper) i samfundet. Derfor skal indsatsen på forsknings- og uddannelsesområdet være effektiv og af høj kvalitet. Da vi tillige bruger mange resurser på disse områder i Danmark, er de vigtige ud fra en revisionsmæssig vinkel.

Erhverv og beskæftigelse

Erhvervs- og beskæftigelsesområdet har stor betydning for landets virksomheder og borgere. Desuden er begge områder politisk og økonomisk væsentlige. Erhvervsindsatsen spiller en central rolle i forhold til at skabe vækst og velstand. Det samme gælder beskæftigelsesindsatsen, som på den ene side skal sikre, at virksomhederne har den arbejdskraft, de har behov for, og på den anden side skal hjælpe ledige og andre borgere uden for arbejdsmarkedet til at komme i beskæftigelse. En effektiv og rettidig beskæftigelsesindsats kan endvidere reducere udgifterne til offentlig forsørgelse.

I en tid med lavkonjunktur og øget ledighed er det særligt afgørende, at erhvervs- og beskæftigelsesindsatsen fungerer effektivt og virker efter hensigten. Det er desuden vigtigt, at der så vidt muligt sikres en sammenhæng mellem erhvervsindsatsen og beskæftigelsesindsatsen, så der kan opnås synergieffekter af indsatserne.

Social og sundhed

Social- og sundhedsområdet er vigtige områder for en stor andel af borgerne. Der er i nogen udstrækning opgavemæssigt slægtskab mellem områderne, fx på det psykiatriske område, hvor regionerne står for den psykiatriske behandling, mens kommunerne varetager de socialpsykiatriske tilbud til borgerne. Begge områder omfatter opgaver, hvor staten i stort omfang regulerer de overordnede rammer for kommuner og regioner. Endvidere er begge områder økonomisk væsentlige. Udgifterne i regionerne dækkes primært af statslige tilskud, mens kommunerne finansierer socialområdet dels ved egne skatteindtægter, dels ved statslige tilskud.

Offentlig økonomi

Specielt i en tid med underskud på statsbudgettet er det vigtigt, at skatter og afgifter bliver opgjort korrekt og afregnet til tiden, så en stigning i restancemassen undgås, og staten får de indtægter, den har krav på. Derfor er det vigtigt at have fokus på statens indtægter og dermed på SKATs forvaltning af området. Ligeledes er det vigtigt, at de retningslinjer, krav og bestemmelser, som Finansministeriet opstiller, overholdes i videst muligt omfang, så produktionen kan optimeres, og så fx budgetoverskridelse og dårlig forvaltning imødegås.

Sikkerhed og bistand

Den stigende globalisering og Danmarks øgede internationale engagement i verdens brændpunkter har betydet en øget opmærksomhed på sikkerhedsaspekter. Opgaverne ligger især inden for såvel det forsvars- og sikkerhedspolitiske område som det retspolitiske område i relation til sikring af borgeres og virksomheders rettigheder og ejendom.

Udviklingsbistanden udgør en vigtig del af Danmarks internationale engagement og bidrager til den globale bekæmpelse af fattigdom. Fattigdommen i udviklingslandene er stadig stor, og der er derfor fortsat behov for, at bistanden er så effektiv som muligt, så bistandskronerne bliver udnyttet til fulde. Bistanden har de senere år også fået et øget fokus på sikkerhedspolitiske aspekter, bl.a. i form af støtte til og genopbygning af skrøbelige stater og civilt-militært samarbejde.

Infrastruktur og byggerier

Større infrastrukturprojekter, som omfatter statslige og regionale byggerier og øvrige anlægsopgaver, er politisk og økonomisk væsentlige områder. Projekterne er typisk politisk højprofilerede og risikofyldte, hvorfor ændringer i projekternes tidshorisont, økonomi eller kvalitet påkalder sig intens opmærksomhed. Der er særligt fokus på regionernes sygehusbyggerier.

Senest opdateret den 22. september 2011

Rigsrevisionen St. Kongensgade 45 Tlf.: 33 92 84 00 Åbningstid: Kl. 9.00-16.00 CVR-nr.: 77-80-61-13 EAN-nr.: 5798000016002 Til top

1264 København K Fax: 33 11 04 15 info@rigsrevisionen.dk Pnr.: 1003388382

Privatlivspolitik