Henrik Otbo åbnede konferencen og udtrykte ønske om, at konferencen ville sikre videndeling blandt de forskellige grupper, og at deltagerne fik en fornemmelse for, hvad der rører sig inden for offentlig revision.
Administration og ledelse i den offentlige sektor er, efter Henrik Otbos mening, en meget vanskelig opgave. Han mener, at med de mange forskellige dagsordener, krav og interessenter, som fx offentlige myndigheder oplever, er opgaven sammensat og vanskelig.
Henrik Otbo lagde ud med at fortælle, hvordan det i den offentlige sektor kan være en udfordring at forholde sig til risiko og væsentlighed, idet medierne kan være med til at sætte dagsordenen i morgen.
"Revisor synes måske, at et område er færdigt, at noget ligger inden for en bagatelgrænse eller måske bare er mindre væsentligt, men så kommer medierne".
Henrik Otbo mener, at medierne er den fjerde magt, når vi snakker væsentlighed i den offentlige sektor. Og han mener, at det virker som om, at ingen sag er for lille til at blive omtalt i det offentlige rum.
"Der er mange udfordringer, der er mange krav, og det er stadig en meget kompleks opgave at administrere og lede i den offentlige sektor".
Det er ikke nok at kigge på, om regnskabet er rigtigt. Der er en række andre forhold, som skal belyses af revisor. Måden pengene forvaltes på, sparsommelighed, økonomien i det hele taget samt god offentlig revisionsskik.
Henrik Otbo rundede af med synspunktet, at revisionsopgaven er meget kompleks, og at der skal kompetencer og videndeling til. Kompetencer, som man får, når man bliver certificeret i offentlig revision (COR), og videndeling, som fx denne konference giver rig mulighed for.
"Jeg håber, at I vil bidrage til, at vi får en udbytterig konference. Benyt jer af sporene og pauserne til at netværke".
| Rigsrevisionen | Postboks 9009 | Tlf.: 33 92 84 00 | Åbningstid: Kl. 9.00 - 16.00 | CVR-nr.: 77-80-61-13 | EAN-nr.: 5798000016002 | Til top |
| Landgreven 4 | 1022 København K | Fax: 33 11 04 15 | info@rigsrevisionen.dk | Pnr.: 1003388382 |
|
|