|
Departementschef Claes Nilas, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, fortalte på konferencens sidste dag om den strategiske anvendelse af offentlig revision, og hvordan han ser udviklingen i den offentlige revision. |
Claes Nilas mener, at revisionen kan fungere på 3 forskellige måder. Revisionen kan enten komme som det store Big Bang og lancere en kritik eller en omfattende vurdering af et eller andet område. Eller også kan revisionen fungere som slavisk kontrol, hvor man tager udgangspunkt i den grundlæggende bogføring i en organisation. Den tredje form for revision er dialogformen, altså forvaltningsrevisionen.
Claes Nilas mener ikke, man kan komme udenom nogen af de 3 dele af revisionen, fordi de hver på deres måde dækker forskellige aspekter.
”Den dialogbaserede måde at arbejde på er den, vi skal fastholde. Og det er meget vigtigt for mig at understrege, at det er den måde, jeg gerne vil have forholdet mellem administration og kontrollerende instanser på”.
Claes Nilas mener, at dialogformen er til stede i Rigsrevisionens måde at arbejde med topchefmøder i årsrevisionsregi. Videre mener Claes, at et arrangement som konferencen er med til at skabe åbenhed om fælles faglige problemstillinger i en god og uformel atmosfære.
For nogle år tilbage bestod revisionen næsten udelukkende af den klassiske revision, regnskabsrevisionen, og det hang sammen med, at 0-fejlskulturen, legalitetsøvelser osv. var helt afgørende. De er stadigvæk afgørende og vigtig revision, mener Claes, men i det offentlige har vi også brug for at have sparring, medspil og udveksling om, hvad det er, vi arbejder med.
Claes Nilas fremhævede en sag fra Udlændingestyrelsen om studieopholdstilladelser som eksempel på, hvordan de i hans ministerium i nogle konkrete tilfælde har taget anbefalinger fra Rigsrevisionen og prøvet at transformere dem over til ændringer i deres egen organisation ved at anvende dem strategisk.
Rigsrevisionens kritik og anbefalinger lød bl.a. på, at der var behov for en bedre ledelse, at kontrollen af de pågældende sager ikke havde været god nok, at forretningsgangene godt kunne forbedres, og at udviklingen i sagsbehandlingstiderne heller ikke havde været tilfredsstillende.
For Claes Nilas var det vigtigt at se på, hvordan de kunne bruge denne sag bedst muligt til at udvikle ministerområdet fagligt og sagligt.
”Vi lavede en fuldstændig ny handlingsplan for Udlændingestyrelsen, hvor vi simpelthen beskrev nogle helt nye mål for det her område. Vi ville prøve at få ændret butikken til i langt højere grad at være borgerorienteret og så lade kontrollen være meget mere målrettet”, fortæller Claes Nilas.
”Det andet, vi gjorde, det var, at vi også tog fat om it-området, som var en af de ting, Rigsrevisionen havde sagt. Og vi lagde faktisk en helt ny plan for, hvordan digitaliseringen skal ske på udlændingeområdet”, fortsætter Claes.
Også måden at udføre kontrol på blev revurderet, da det viste sig, at der var behov for en meget mere målrettet forretningsmæssig kontrol af strategisk karakter, hvor man går i dybden.
Claes Nilas nævner desuden Lean, som de implementerede på området, da det dukkede op på den forvaltningsmæssige himmel. Alt dette havde til hensigt at skabe et bedre brand af udlændingeområdet.
”Min pointe er altså med det her, at det startede med en relativt lille lokalsag, nemlig et studieområde, som blev grundigt gransket af revisionen, helt som de skulle og med anbefalinger, som vi ikke kunne sige noget til. Så tog vi altså de anbefalinger og brugte dem i virkeligheden strategisk til at tænke nyt på hele ministerområdet, og jeg har altså virkelig den overbevisning, at vi har et helt ekstremt veldrevet ministerområde nu, hvor borgerorienteringen er slået igennem”.
Beinta Dam Landsgrannskodanin (den færøske rigsrevision)
"Det har været en god konference, som har givet et fugleperspektiv på revisionen. Oplæggene har været spændende og interessante".
| Rigsrevisionen | Postboks 9009 | Tlf.: 33 92 84 00 | Åbningstid: Kl. 9.00 - 16.00 | CVR-nr.: 77-80-61-13 | EAN-nr.: 5798000016002 | Til top |
| Landgreven 4 | 1022 København K | Fax: 33 11 04 15 | info@rigsrevisionen.dk | Pnr.: 1003388382 |
|
|