Baggrund for at have et særligt paradigme for de privatpraktiserende revisorers påtegning af regnskaber på det offentlige område
Når staten yder tilskud eller garanti til en institution, forening, fond mv., stilles normalt krav om, at det ved revisionen skal efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Endvidere foretages en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og driften af de virksomheder, der er omfattet af regnskabet, jf. rigsrevisorlovens § 3.
Revisionen af tilskudsregnskaber og selvstændige forvaltningssubjekter foretages ofte af statsautoriserede og registrerede revisorer, hvis arbejde og praksis normalt vedrører revision af private virksomheder og selskaber. Kravene til revisionen af statslige midler er mere omfattende end kravene til revision af private virksomheder og selskaber i almindelighed. Ud over at efterprøve, om regnskabet er rigtigt, skal revisor således også foretage juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision. Kravene om forvaltningsrevision udspringer af behovet for at sikre, at de offentlige midler anvendes på en økonomisk hensigtsmæssig måde, idet der ikke, som i den private sektor, er en profitbetragtning, som regulerer forbruget af resurser.
De særlige krav til revisionen af de offentlige midler stiller særlige krav til revisors påtegning af regnskaberne, hvilket bl.a. er nærmere uddybet i en rapport fra "udvalget om et udredningsarbejde på § 4-området". Som en udløber af rapporten har bl.a. Rigsrevisionen og FSR indgået aftale om et særligt paradigme for de privatpraktiserende revisorers påtegning på regnskaber på det offentlige område, dvs. regnskaber for tilskudsmodtagende institutioner og selvstændige forvaltningssubjekter.
Det nye paradigme indebærer bl.a., at påtegningen på regnskaber på det offentlige område består af 2 dele. Først afgiver revisor erklæring om det finansielle regnskab, og dernæst erklærer revisor sig om resultatet af den udførte forvaltningsrevision.
Løbende ændring af revisionsinstrukser/revisionsbekendtgørelser
Kravene til revisors arbejde fremgår normalt af en revisionsinstruks. Revisionsinstruksen udarbejdes af tilskudsyder, der skal sørge for, at tilskudsmodtageren og dennes revisor er forpligtet til at anvende instruksen. Regnskabsinstrukserne har pr. tradition ikke indeholdt specifikke krav om indholdet i revisors påtegning. Det har betydet, at rapporteringen fra revisor ikke har indeholdt al den information, der var nødvendig for at kunne føre tilstrækkeligt tilsyn med de offentlige midler. Rigsrevisionen finder derfor, at instrukserne fremover, når de bliver fornyet, skal indeholde et afsnit om krav til revisors påtegning, hvor der henvises til det gældende paradigme for revisors påtegning på regnskaber på det offentlige område, jf. link ovenfor. Ved at indsætte en henvisning til paradigmet, og ikke selve ordlyden fra paradigmet, sikres det, at instruksen altid er opdateret i forhold til det gældende paradigme for påtegninger.
Rigsrevisionen bør fremover gøre opmærksom på behovet for at ændre instrukserne, så de indeholder krav om anvendelse af det gældende paradigme for påtegninger. Det vil være hensigtsmæssigt, at det sker, når vi modtager instrukserne i forbindelse med den formelle høring. Det er med andre ord tilstrækkeligt, at instrukserne bliver opdateret løbende over de næste par år.
Nedenfor er indsat links til de gældende modelinstrukser for revision af tilskud:
FSR har udarbejdet en vejledning til sine medlemmer om forvaltningsrevision.
| Rigsrevisionen | Postboks 9009 | Tlf.: 33 92 84 00 | Åbningstid: Kl. 9.00 - 16.00 | CVR-nr.: 77-80-61-13 | EAN-nr.: 5798000016002 | Til top |
| Landgreven 4 | 1022 København K | Fax: 33 11 04 15 | info@rigsrevisionen.dk | Pnr.: 1003388382 |
|
|